fredag den 20. juni 2008

Ferie på Azorerne, fortsat


Så er vi hjemme igen. Tak for kommentaren Stine, jo vejret blev skønt resten af tiden. Ikke mere regn, varmt vejr med varierende grader af skydække. Meget høj luftfugtighed, så det føltes varmere end de 24-25 gr. det reelt var.
Vi har været rundt og se på vulkaner, vandret på kanten af et krater og badet i varme kilder. Vi har også set endnu varmere, boblende kilder, ikke helt så spektakulært som Island, men mindre kan gøre det. Dejlig grønt og frodigt, både i fri natur og på rastepladser, der nærmest er små parker.
Den sidste dag var vi på hvalsafari, vi så godtnok ingen hvaler, men der var masser af delfiner, samt en lille havskildpaddeunge, den var bare såååå nuttet!

fredag den 13. juni 2008

Ferie paa Azorerne

Vi ankom til Azorerne i gaar i fint vejr og tog straks paa byvandring i Ponta Delgada. Men vejret er omskifteligt, og i dag er det ikke godt. Hvad goer man naar det regner paa Azorerne? Man tager de indendoers sevaerdigheder, inkl. byens udmaerkede folkebibliotek, hvor vi lige har benyttet lejligheden til at gaa paa internettet og checke vores mail. Saa kom jeg i tanker om at jeg jo har en 23 ting-blog at skrive i. Jeg tror nu jeg skriver et postkort til jer ogsaa :-)
De naeste dage skulle vejret blive bedre, og vi har planlagt baade bus- og vandreture.
God arbejdslyst!
Hilsen fra Kvisten

tirsdag den 27. maj 2008

LinkedIn igen

Månedens ting i 23ting, hvad mon det er? Nåh, LinkedIn, den har vi jo set før, men man kan da altid lige checke hvor mange kontakter man har. Hjælp, hvad er nu det - jeg har 2 profiler! Hvordan er det mon gået til? Jeg undrede mig godt nok en smule over de LinkedIn-invitationer der dukkede op i min almindelige mail (gk@viborg.dk), og hvorfor skulle jeg udfylde en hel masse, som jeg syntes jeg havde udfyldt én gang. Nå pyt, det havde jeg ikke lige tid til at undersøge nærmere på det tidspunkt. Men nu står jeg så med 2 LinkedIn-profiler. Kan man slette den ene? Jo, det er ét af de første punkter under FAQ, så det må jo ske for andre end mig! Jeg checker lige at der ikke ligger nogle kontakter på profil 2 som ikke også findes på profil 1, og sletter profil 2. Synd for de kolleger som pludselig har en kontakt mindre, men det er altså kun på papiret (undskyld, på skærmen)!
Jeg opdaterer også lige den nu eneste profil med et billede, og sender et par nye invitationer ud.

onsdag den 7. maj 2008

wiki

Wikipedia har jeg brugt flere gange, så den havde jeg da set før. Oprette sin egen wiki? Nå ja, det er jo ikke så svært, så det fik jeg også gjort. Jeg ved godt nok ikke lige hvad jeg skal bruge den til, jeg synes business-aspektet fylder temmelig meget, når man klikker rundt i den.

onsdag den 30. april 2008

mp3 afspiller

Jeg hentede min mp3-afspiller hos Birgitte lige inden bededagsferien, idet jeg havde planer om at komme i gang derhjemme. Med Camillas udmærkede vejledning i bagagen - hvor svært kunne det så være? Sværere end forventet - jeg røg ind i noget produktregistrering, som jeg troede at jeg skulle udfylde for at komme videre, og så gik jeg i stå.
Det var godt at Camilla afholdt en 23-ting workshop i videncenteret i morges, hvor vi var nogle stykker som havde mp3 afspilleren med. Birgit havde været så forudseende at tage en af sine egne cd'er med, som jeg fik lov til at låne, så jeg kunne få rippet nogle numre over på afspilleren. Næste punkt: Netmusik. Jeg fandt et album med John Dowland, hvor jeg - noget optimistisk - valgte alle numre. Det tog godt nok lang tid at overføre! Så var der ikke tid til mere inden åbningstid.
Det var min plan at forsætte med lydbøgerne, men der var ikke én mp3-lydbog hjemme på Vesterbrogade 15. Vi kom til at diskutere om det overhovedet er lovligt at overføre bibliotekets lydbøger til mp3 afspiller - er det ikke samme problematik som med bibliotekets musikcd'er?
Jeg har også prøvet at overføre nogle podcasts fra DR via Creative ZENcast organizer til mp3-afspilleren - det lykkedes efter lidt mingeleren frem og tilbage.

onsdag den 9. april 2008

Podcast

Nu har jeg fået installeret iTunes og er kommet i gang med at podcaste. Jeg har bl.a. hentet mit yndlingssatireprogram Selvsving fra DR. Resten af ugen går stort set med vagter på Houlkær bibliotek, så jeg kommer nok til at vente til næste uge med at låne mp3 afspilleren.

fredag den 4. april 2008

last.fm, fortsat


Jeg fik løst mit tekniske problem med at installere last.fm, så jeg kunne gå i gang med at overføre sange. Jeg tror ikke jeg har overskuet 100% hvordan jeg skal gøre - når jeg tror jeg har overført en sang er den der ikke alligevel - men nu er jeg da kommet over de 15 numre, så den kan komme på min blog .